Udviklingsplan for 5762
Denne udviklingsplan for 5762 lokalområdet er udarbejdet i samarbejde mellem Forum5762 og Lokaludvalget i Svendborg Kommune.
Link til projektansøgning til STATION5762
Processen
I foråret 2019 blev det aftalt mellem Forum5762 og Lokaludvalget i Svendborg Kommune, at der skulle udarbejdes en udviklingsplan med henblik på at afdække og præsentere 5762-områdets særlige karakter, styrker, udfordringer, potentialer, indsatsområder og konkrete tiltag, som der vil blive arbejdet på at realisere.
De efterfølgende tre Forum5762-borgermøder i maj 2019 på Vestermarkskolen, i september 2019 på Gymnastikhøjskolen i Ollerup og i januar 2020 i Vester Skerninge Forsamlingshus har haft særligt fokus på at få input og feedback til udvikling af udviklingsplanen.
I sensommeren 2019 er gennemført kvalitative dybdeinterviews med 4 tilflytterfamilier til 5762-området for at blive klogere på valgkriterier og beslutningsprocesserne hos potentielle tilflytterfamilier.
Efterfølgende er der i efteråret 2019 gennemført en spørgeskemaundersøgelse, hvor 100 borgere bredt fordelt i 5762-området har svaret med deres bud på styrker, udfordringer, forslag til idéer og tiltag – og hvad der for dem særligt kendetegner 5762-området.
Udviklingsplanen tager også afsæt i statistisk materiale for 5762-området med demografisk udvikling og prognoser, byggeri, boliger og erhverv.
Sideløbende er der arbejdet på en ny samlende hjemmeside for 5762-området.