”Det er nogle små lokalsamfund, som er gode til at løfte blikket.”

 

Fotograf: Kristine Kiilerich

Fotograf: Kristine Kiilerich

 

Vibe Sørensen, selvstændig, gruppefacilitator af netværksmøder i Svendborg kommune.

Nicolai Johansen, selvstændig, marinelektriker.

Freja

Eik

Flyttede hertil: Slut maj/juli 2018

Vibe og Nicolai kommer begge fra Frederiksværk og har sejlet som sømænd, har tidligere boet på Refshaleøen i en skurvogn og senest i en båd i Christianshavns Kanal.

 

Fotograf: Kristine Kiilerich

Fotograf: Kristine Kiilerich

Vibe: ”Vi er gamle spejdere, begge to, så det ligger rigtig meget i os, at der skal være natur. Kontrasten fra en lejlighed i København eller at bo på en båd i Christianshavns kanal er, at hver gang man kom hjem om eftermiddagen, så skulle man finde på noget at lave, man skulle underholde sine børn, så den her værdi i, at når ungerne løber ud, så er der fri leg, men også at det vi laver sammen – giver mening.”

Nicolai: ”Det er en naturlig del af en dag, at man går ud og fodrer nogle høns, fordi de lægger nogle æg, for at vi kan spise dem, i stedet for, at nu smører vi en madpakke og pakker en rygsæk, og så går vi over på bondegården og ser på en høne, der engang har lagt et æg, og så går vi over og køber nogen i Netto, og så går vi hjem. Et lidt mere ’en til en’ liv, det er noget af det, vi selv kommer fra, og vi var begyndt på alle de der store tanker om, hvad er det vi vil give videre til vores børn.”

 

’Velkommen til Fjællebroen’

Vibe: ”Det er lidt et held, at vi er landet i det her mekka af rare mennesker. Vi er blevet så godt taget imod. Der hang jo et lille skilt på vores dør med ’Velkommen til Fjællebroen’, og folk har være ovre med chokolade og vin og ønske os velkommen, det har været en meget meget behagelig måde at flytte herned på.”

Nicolai: ”Det der med udsigten og naturen, det kan alle jo se og blive fanget af, men det, der er det fede i dagligdagen, det er jo, at det virker med den der skole, og det virker med lokalsamfundet, og man kan handle ind og alt sådan noget, vi har jo den her nærhed. Vi er langt væk, men stadig tæt på.

Jeg er meget på det lange kig og vand, og der måtte gerne være noget skov. For Vibe var et af hovedpunkterne også, at det var i nærheden af en større by (Svendborg, red.) Der må godt være noget i nærheden, der lugter af kaffe. Eller du kan køre ned og få din økologiske shampoo, der må godt være lidt gang i den uden at vi behøves bo i storbyen.”

 

Der er noget innovation og noget drivkraft i dem

Vibe: ”Det, der kan tiltrække andre børnefamilier, det er helt sikkert, at det er nogle små lokalsamfund, Ulbølle, Hundstrup, Vester Skerninge og Ollerup, som er gode til at løfte blikket. Der er hamrende mange proaktive kræfter hernede. Jeg har lige været til møde i børnehaven og i skolen, og der sidder bare rigtig mange forældre, som er selvstændige. Der er noget innovation og noget drivkraft i dem.”