”Alle lukker alle ind”

Fotograf: Kristine Kiilerich

Martha Lykke Aagaard, socialrådgiver ved Børne- og ungdomspsykiatrien i Odense.

Jesper Hasager Jensen, rektor på Fåborg Gymnasium.

Aksel

Vilhelm

Flyttede til Ollerup i juni 2017.

Martha er født på Lolland, opvokset i Tommerup på Vestfyn, og har derefter boet i København. Jesper er opvokset i Ballerup, derefter København.

Fotograf: Kristine Kiilerich

Martha: ”Det betyder noget, når jeg kan se den tryghed, Aksel færdes i, hvor han kender folk og ved, hvem der bor hvor, og han bliver hilst på. Det er et nært miljø, hvor mange kender hinanden, og hvor folk gerne vil hinanden. Jeg synes, der har været meget åbenhed. Og jeg ved ikke, om det er fordi, der også er en efterskole og en højskole og en læreruddannelse, at der i det hele taget er mange nye mennesker, men jeg synes, der er sådan en rar åben stemning, og man er ikke sådan ’ny-ny’ hele tiden. Alle lukker alle ind, det synes jeg er meget positivt.”

Jesper: ”Jeg synes, det er det her med, at man hører til et sted. Og man kommer automatisk til at høre til et sted, hvis man åbner bare en lille smule. Det kræver ikke særlig meget. Vi ses med naboerne rigtig meget, nu har de børn på samme alder, men det går lynhurtigt og man får hurtigt arrangeret faste madklubber og alt sådan noget, og dem der bor længere nede af vejen er over firs år, men det er alligevel nogen vi snakker med og hilser på.”

Det virker til, at der er en ret høj grad af tolerance

Martha: ”Vi havde fået fortalt på forhånd, som jeg også synes, det lever op til, at i Brugsen, der kan du møde både barfodede hippier med dreadlocks og landmanden, der parkerer sin traktor og går ind med træsko på og ganske almindelige børnefamilier, der køber fredagsslik. Der er rigtig mange forskellige typer af mennesker. Det virker til, at der er en ret høj grad af tolerance.”

Jesper: ”Jeg går til noget hockey, og så skal man gå ind i gymnastikforeningen med sit barn. Der er så mange tilbud i den her lille bitte flække, så du kan lynhurtigt støde ind i alle mulige mennesker, det er ret let.”

Martha: ”Ja, der er mange gode tilbud, og samtidig så er der en grænse, som jeg synes er noget af det rare ved at være flyttet væk fra byen, at man ikke bliver væltet ned af: ”Ej, nu burde vi også tage til det, og nu burde vi også tage til det.” For nogen gange er det også bare: ”Klokken er otte, Brugsen er lukket, det er mørkt, og vi er hvor vi er.” Jeg synes, der er en balance i det.”

Jeg har tænkt meget over værdier

Jesper: ”Hvis man går og siger, at man gerne vil steppe ud af noget, hvor der hele tiden er krav og forventninger, at du skal hele tiden være på, så er der nogle ting her, der hjælper. – At der ikke er åbent! Altså, ganske simpelt. Og så kan jeg godt lide, at der ikke er noget unødigt forbrug.”

Martha: ”Jeg har tænkt meget over, hvad det er for nogle værdier, der kommer til at præge vores børns liv og barndom. Vi synes på en eller anden måde, at her er mere afslappet, det er lidt mindre selviscenesættende. Aksel er blevet megagod til at klatre i træer og kommer hjem med mudder ud af ørerne og op i næsen, og det er fuldstændig ligegyldigt om hans gummistøvler er købt i Kvickly eller er fra genbrugsbutikken, eller om de er et eller andet mærke. Og sådan var det ikke helt i hans vuggestue, det var det ikke. Det er sådan en ting, som jeg helt lavpraktisk kan mærke som mor, at der er mere afslappethed omkring.”

Jesper: ”Udgifterne til børnetøj er nogenlunde det samme, man køber noget, der er meget pænere og dyrere i byen og her, der bruger de mange flere sæt, fordi de smadrer dem hele tiden, så det går lige op.”

Martha: ”Naturen er så dejlig tilgængelig på den måde, at det er bare noget man er i og bruger. Børnene kan jo også selv finde på at spørge: ”Skal vi ikke køre i Nørreskoven?””